Jeg begyndte som biavler i 2013. Interessen for biavl har jeg haft i mange år. Første gang jeg stiftede bekendtskab med biavl var, når jeg som dreng besøgte min morfar. Han havde et par traditionelle trugstader. Senere har jeg fulgt interesseret med, når min fætter berettede om sine bier. Han er en fantastisk formidler. Senest begyndte min svoger med biavl, og det var faktisk ham, der satte mig i gang, da han truede med at komme med et par stader næste forår. Jeg tænkte derfor at jeg måtte forberede mig på modtagelsen, og tilmeldte mig begynderkurset ved Nordfyns Biavlerforening. Svogeren kom imidlertid aldrig med nogen bier, da han blev ramt af noget vintertab, men med min nye viden, måtte jeg have nogle bier at praktisere på. Det blev til 2 opstablingsstader (12 x 10). Bigården blev placeret ved vort fritidshus på Lindøhoved, Jersore, nær Bogense.
Jeg har p.t. (maj 2018) 7 produktionsfamilier fordelt på 2 bigårde. 5 stader står på Lindøhoved og 2 står hos nogle venner i Korup nær Odense. Jeg er interesseret i at udvikle min biavl - ikke størrelsesmæssigt - men ved at prøve nye ting af. Jeg vil bl.a. arbejde med at blive bedre til at avle mine egne dronninger. Jeg arbejder p.t. med at udvikle en stadevægt. Man kan følge med i "Årets gang i bigården" og udviklingen af "stadevægten" her på denne hjemmeside.