Det andet sade har haft bugløb. Da jeg rensede bunden i februar lå der mange døde bier på bunden. Jeg vil prøve, at lokalisere årsagen. Familien er overvintret på 1½ kasse. Måske gar oxalsyrebehandlingen i december ikke været god nok, da jeg ikke skilte kasserne ved behandlingen, hvorfor bierne i nederste kasse måske ikke er blevet behandlet. Afhængig af resultatet af undersøgelsen besluttes og familien skal aflives eller slås sammen med anden familie.
10. april
Der er i dag flyttet to familier til bigården i Korup. De er placeret på et rigtigt godt sted. Solrigt og læ. Tæt på skov, landbrugsarealer, kirkegård og villahaver. Har store forventninger til placeringen.

11. maj
Har i dag været igennem alle staderne. Det ser generelt godt ud. Stade 1 (Lindøhoved) er klart den største familie. Der er godt med yngel i alle stader og tavleudbygningen ser fin ud. Har fjernet dobbelt antal dronetavler, da vi har haft 14 dage med rigtig koldt vejr, hvor jeg ikke ville åbne staderne. Stade 1, 2 og 4 (Lindøhoved) virker fredelige medens stade 3 og de to stader i Korup er lidt mere hys uden dog at det er kritisk. Overvejer pt. dronningeproduktionen. Omlarvning 23. maj eller 28. maj. Måske skal NC-kassette prøves. 1, 2, 3 - starter eller trykkoger.
25. maj
23. maj omlarvet 2 x 10 celler for dronningeproduktion. De 10 celler kom i en 123-starter medens de 10 resterende celler blev sat i et stade med Cloak´s board. Begge metoder tilstræber, at flytte så mange bier som muligt fra yngelmagasinerne til honningmagasinerne.
Der skal være godt vejr og træk for at det lykkes. Det var også tilfældet på dagen. Alligevel lykkedes missionen ikke ved stadet med Cloak´s board. Honningmagasinet var nærmere affolket, og der var derfor ingen antagne celler. Mulige fejl: 1) flyvesprækken var ikke lukket under vendingen af yngellejet, 2) yngellejet stod på 2 kasser, hvorfor der er stor afstand op til den nye fyyvesprække ved boardet.
Ved stadet med 123 starteren var honningmagasinet godt befolket med bier (den nye flyvesprække til honningmagasinet er også her på den oprindelige flyvesprækkes plads). Her var 2 celler antaget ved overflytningen til en dronningeret familie dagen efter. En lille succes, men ikke prangende.
Begge metoder skal afprøves igen på et senere tidspunkt.
10. juni
Det har været en hektisk periode.
Af de to antagne dronningeceller, var det kun den ene, der udviklede sig til dronning. Den blev mærket og sat i parringskassette den 3. juni.
Der har været stor aktivitet vedr. sværmehentning. Noget lykkedes, andet ikke. På den positive side blev der hentet en meget lille sværm i Titgenbyen. Den var nem at komme til. Havde en forventning om, at det var en eftersværm med en jomfrudronning, men allerede et par dage efter indfangning var der larver i en tavle. Der blev også hentet en meget stor sværm i en villahave i Næsby. Nem at få fat i, men svær at få i kassen. Satte sig under kassen i stedet for at gå ind. Efter megen møje blev den dog rystet ned i en kasse med dronningegitter for flyvesprækken. På den negative side blev der brugt megen krudt på forgæves indhentninger. Sværm i skorsten (det gør jeg ikke igen), 2 tilfælde af bier i aftrækskanaler i mure, og en sværmehentning, hvor det kun var aktive bier i et blomstrende træ. Lære: man skal ikke ride efter alt der rører sig.
Der er også blevet høstet honning. 160 kg på 6 stader. Det er OK. Opgaven er nu, at få det på glas inden ferien til Spanien, som truer den 14. juni.
13. juli
13 dage i Spanien forløb godt i forhold til biavlen. Der var 60 kg honning, der ikke kom på glas inden afrejsen. De står nu i 2 spande som fast honning og afventer beslutning om, hvordan de skal behandles. Dronningen i parringskassetten var godt i gang, da vi kom hjem, og den er nu sat i aflægger.
Ny produktion af dronninger er igangsat.1. juli blev der omlarvet 30 larver fra stade 1 i Lindøhoved. De blev sat i trykkoger med bier fra Korup. Dagen efter overført til honningmagasiner. 20 stk. i stade 1 og 10 stk i stade 4. På 5. dag blev der sat bure på de udviklede celler. 7 stk. i stade 1 og 1 stk. i stade 4. 12. juli krøb 5 dronninger og 13. juli endnu 2. Èn dronning gik til ved mærkningen (fedtet ind i autolak). Fremover anvender jeg kun POSKA-pen, selvom farvemærkningen hurtigt slides af. De 6 dronninger er nu overført til parringskassetter, der vil blive fordelt mellem Korup og Nodskovvej (for at modvirke indavl - jeg har set droner med hvide øjne i Lindøhoved. Disse skulle være blinde, og det er angiveligt tegn på indavl).
Mine stadevægte har stort set været ude af drift, siden vi rejste til Spanien. Det begyndte nok med strømmangel, men i den forbindelse er der sket noget med Particle Photon, så de er svære at få i gang igen. Tror jeg har fundet løsningen, men skal have tid til at få det op at køre igen.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at der bliver meget sommerhonning i år. De to stader i Korup er velfungerende. Stade 1 og 4 i Lindøhoved er også velfungerende. 2 stader er tilsyneladende uden dronning (efter sværmning, og deling for sværmehindring. 2 stader har dronning, men er ikke rigtigt oppe at køre. På Nordskovvej står stade 3 fra Lindøhoved (delt som sværmehindring). Den er i god udvikling, og kan måske give noget byhonning i august.
Udflugt til Langeland med Nordfyns Biavlerforening.
Besøg i Langeland Biavlerforenings besøgsbigård, og Medicinhaverne i Tranekær. Vi så også et fint eksempel på randsåning af insektvenlige blomster.
9. oktober
Så er sæsonen ved at være slut. Bierne er pakket ned for vinter, de er myresyrebehandlet og har fået gennemsnitlig 18 kg sukker. Det er derfor også tid til at gøre status over bisæsonen 2019.
Det var min målsætning at prøve, at undgå sværmning. Godt hjulpet af et par 3+-møder (biavlere med mere end 3 år på bagen), hvor vi hjalp hinanden med at gennemgå mulige metoder til sværmehindrende foranstaltninger, lykkedes det at undgå sværmning i 5 ud af 6 stader. Det stade som sværmede kom tidligt og uden, at jeg overhovedet var opmærksom på faren. To stader blev delt, da de første symptomer på sværmetilstand blev spottet. I det ene tilfælde blev dronningen i moderstadet og yngeltavler blev flyttet over i andet stade. I det andet tilfælde blev dronningen flyttet til et nyt stade med få yngeltavler. I begge tilfælde blev der dannet nye dronninger i de dronningeløse stader. Ikke alle biavlere arbejder med sværmehindrende foranstaltninger. Det kan man læse ud af den store aktivitet, der var på sværmehenterfronten i 2019. Ikke kun hos mig, men også hos mange andre biavlere på sværmehenterlisten. En varm februar satte opbygningen af familierne tidligt i gang, og en varm maj satte toppen på. Jeg fik nogle erfaringer vedr. sværmehentning, som jeg fremover vil bygge på:
- Jeg henter ikke sværme i skorstene og ventilationskanaler
- Jeg henviser fremtidig til sværmehenterlisten på Danmarks Biavlerforenings hjemmeside, hvis der er langt at køre fot at hente sværmen.
- Jeg beder fremover om at få sendt et billede af sværmen, såfremt dens placering ikke tydeligt kan beskrives.
Jeg er iøvrigt af den opfattelse, at vi som biavlere har en forpligtigelse til at hjælpe folk af med en sværm for at bevare det gode image, som biavleren har i befolkningen, uanset om det også sommetider medfører omkostninger i form af tid og måske forgæves kørsel.
Et andet fokuspunkt i min biavl var at lave dronninger i small scale. Det lykkedes sådan nogenlunde. Jeg har prøvet 1, 2, 3 starter-metoden og Cloakes metode. Ingen af disse lykkedes særligt godt. Ved Cloakes blev stadet med omlarvede celler slet ikke overbefolket, og der kom dermed ingen dronningeceller. Ved 1, 2, 3 starteren kom der godt nok flere bier i kassen, men der kom kun én dronning ud af det. Bedre held havde jeg med anvendelse af "trykkogermetoden" senere på året. Her var der 8 dronninger ud af 30 omlarvninger. Èn gik til under mærkninge
n, men de øvrige 7 blev parret og skiftet ind i de familier, som havde gamle dronninger eller i indhentede sværme. Jeg har derfor "grønne" (2019) dronninger i alle mine 11 indvintrede stader, de fleste med afkom fra min bedste dronning. Jeg venter nu spændt på næste sæson. Her vil jeg stile mod at lave nogle dronninger, der sendes til renparring, for at modvirke indavl.
Honningmæssigt har det været et fint år. Kvaliteten er i top. Jeg har fået 306 kg fra 8 stader, hvilket et 38 kg i gennemsnit i et spænd fra 76 - 2,5 kg pr. stade.
Til sidst en uventet oplevelse. Jeg modtog i mandags en pakke fra Frankrig med en testudgave af B-keep, et instrument til at sætte ind i yngellejet for at måle temperatur og fugtighed. Jeg havde ansøgt på et facebookopslag, som jeg tilfældigt faldt over. Det er et IoT udstyr, som sender data over et forholdsvis nyt net kaldet Sigfox. Sigfox er beregnet til at sende små datamængder til en database, hvorfra resultaterne kan hentes ind på ens computer. Det blives spændende at foretage denne test.
Opsamling på 2019
Det samlede honningudbytte blev fint, og kvaliteten i top. Forårshonningen fra Korup vandt betegnelsen "Nordfyns bedste honning" ved en honningbedømmelse afholdt af Nordfyns Biavlerforening, og sommerhonningen fra Lindøhoved fik også en fin dedømmelse. Der blev overhovedet ingen sommerhonning fra de to stader i Korup. I midten af august konstaterede jeg at en stor del af bierne i det ene stade var døde sandsynligvis pga. sult. Mistanken om røveri er nærliggende. Der var mange hvepse omkring staderne. Dog så jeg ingen hvepse i staderne.
Der blev indvintret 11 stader, alle med dronninger fra 2019. De fleste dronninger er af egen avl, og det bliver interessant at følge kvaliteten af disse i 2020. Nogle af familierne er ret små, men jeg har også et ønske om at reducere antallet af stader i 2020.
Jeg fik i efteråret foretaget pollenanalyse på forårshonningen fra Korup og sommerhonningen fra Lindøhoved. Resultatet kan ses her.
Som ovenfor nævnt afprøver jeg pt. en føler fra Hostabee.com, der måler temperatur og fugtighed i stadet. Den er connected til IoT-nettet Sigfox, og det giver stabile resultater, som kan følges på ens computer eller smartphone. Det bekymrer lidt, at temperaturer d.d. (10. februar) er nede på 12,6 grd. C. og fugtigheden ofte ligger over 90. For nylig foretog jeg et hurtigt eftersyn i stadet, og da så alt fint ud. Håber det skyldes, at klyngen har flyttet sig bort fra føleren.
